OBSERVATION AF BØRNENES SELVSTÆNDIGHED

Børnene på børnehjemmet er meget selvstændige, men hvordan skulle de ellers klare sig?

Hvor er personalet, som er børnenes primære omsorgsgiver?

Selv børnene på 3-4 år er overladt mere eller mindre til sig selv. De vasker deres eget tøj, går selv i bad, tager eget ansvar for deres "toiletbesøg" og sørger generelt for sig selv. Hvis et barn har brug for hjælp eller er ked af det, søger de støtte hos de ældre børn, eftersom personalet egentlig bare ligger og sover inde på gulvet i pigesalen, eller sidder på trappen og spiser. Det var meget foruroligende, at vi på intet tidspunkt så personalet være sammen med børnene, lege med dem, snakke med dem eller støtte dem i dagligdagens mange rutiner.
Vi oplevede blandt andet en situation, hvor en far kom og afleverede sine to børn efter, at de havde været på ferie hos ham. Den yngste dreng på 5 år græd og var meget ulykkelig over at skulle tage afsked med faderen. Her skulle man tro, at personalet ville få kontrol over situationen, men det var ikke tilfældet. En af de ældre børn var nødsaget til at tage sig af den grædende dreng og vinke farvel til dennes far.

I spisesalen hænger der en oversigt over de daglige gøremål, som her er uddelegeret mellem børnene. Alle har hver deres ansvarsområde, og dagligt skal der fejes, vandes blomster og palmer og køkkenhaven skal også lues og vandes. Igen hjælper børnene hinanden på kryds og tværs.
Det er tydeligt at se, at børnene på børnehjemmet har skabt deres egen lille familie, hvor de passer på hinanden. For hvis ikke de selv passede på hinanden og tog ansvar for hinanden, hvem skulle så gøre det? Personalet ligger jo bare på gulvet og sover...

OBSERVATION AF BØRNENE UNDER UDDELING AF DE MEDBRAGTE GAVER

Vi har gennem interviews med vores indiske kontaktperson, som også er stifter af børnehjemmet, samt forstanderen fået et indblik i, hvad de mener, er god trivsel – er børnene glade, trives de. Vi oplevede for det meste mange glade børn og det var selvfølgelig gode tegn, på trods af, at vores forforståelse af trivsel ikke helt stemmer overens med den indiske kulturs. Vi havde medbragt gaver til børnene, som vi gav dem løbende under opholdet på børnehjemmet. Disse gaver resulterede i en masse glæde og udover at de alle blev aktiveret af det medbragte legetøj, opstod der samtidig et fællesskab omkring tingene. Selvom der i starten var lidt tumult og kaos, var de hurtige til at samles om tingene og i stedet for at lege selv, om det så var med balloner, klodser, puzzlespil eller andet, så var de rigtig gode til at lege sammen og deles om tingene. Det var dejligt at se, hvor meget glæde og fællesskab et par klodser kan give. Trivsel for os er bl.a. gode sociale relationer, samt mulighed for kreativitet og aktivering, der kan udfordre børn på forskellige områder og det synes vi selv vi opnåede ved gaverne.

OBSERVATION AF MÅLTIDER

Inden vi tog af sted til Indien, lød vores forventninger til maden: ris morgen, middag og aften og ganske rigtig, det var det vi blev budt på børnehjemmet. Til hvert måltid sad alle børnene på gulvet i køkkenet. Det foregik på den måde, at hver enkel tog en tallerken, fik øset mad op af køkkendamen og satte sig ned i skrædderstilling med tallerkenen stående på gulvet foran sig. Der er nogle helt klare regler om, hvordan man spiser – en helt speciel fingerteknik benyttes til at tage maden op med og putte i munden, dette forgik med højre hånd, eftersom venstre bruges til at tørre sig med efter toiletbesøg. Derudover tager man aldrig hovedet tilbage, men bøjer sig ind over tallerkenen. Når måltidet er indtaget skyller hver enkelt deres tallerken af i koldt vand og så er den igen klar til næste måltid. Det vi bed mest mærke i, i forhold til vaner ved måltider var, at normalt herhjemme i danske familier er det ved aftensbordet man samles og indgår i et fællesskab med hinanden, men denne vane var ikke at se på børnehjemmet. Til hvert måltid blev fjernsynet i køkkenet tændt og så sad man ellers plantet foran det og lukkede fuldstændig af for de andre i lokalet. Spisetiderne var derfor meget individuelle og der blev ikke dannet et fællesskab omkring det, dog så vi at de nogle gange samles i små grupper inden spisetid og sad sammen og ordnede små forberedelser til maden. 

TRIVSELSOBSERVATION AF PIGE 2 ÅR PÅ BØRNEHJEMMET

Vi ved alle at børn kræver opmærksomhed og anerkendelse, hvilket de også skal have, men i visse mængder. I forhold til den 2 årige pige, som er børnehjemmets yngste, har vi under vores ophold på børnehjemmet observeret, at hun aldrig får mulighed for personlig udfoldelse og hun bliver aldrig anerkendt for den hun er og det hun gør, eftersom alle andre konstant løfter i hende, slår hende og niver hende i kinderne og hele tiden forstyrrer hende, når hun er i gang med noget. Vi oplevede for eksempel, at da hun prøvede på at lære os en tamilsk sang, kom de ældre børn hele tiden hen og rettede på hende, hvilket gjorde hende hidsig og frustreret. For os at se var hun alles lillesøster og til tider opstod der en lille indbyrdes kamp om hendes opmærksomhed. 
Vores observationer vakte stor bekymring, og vi snakkede flere gange om, at vi allerede nu kunne se og forestille os, hvilke konsekvenser hendes opvækst og behandling på børnehjemmet vil få for hende, når hun bliver ældre. Vi forestiller os, at hun vil blive den dominerende type, som senere vil være den, som tager styringen og giver de yngre samme tur, som hun selv har fået.

GOD TRIVSEL

Selvom vi til tider har oplevet en masse undrende ting på børnehjemmet i Chennai, og dette er selvfølgelig på grund af, at vi har mødt en helt anderledes kultur end vores egen, så er der specielt en ting, som vi alle mener er godt for børnene på stedet. Til børnehjemmet er der nemlig tilknyttet en skole og et college, så der er mulighed for at uddanne børnene og give dem redskaber til at kunne klare sig senere hen i livet. I den periode, hvor vi opholdt os i Indien, var der sommerferie og børnene havde derfor fri, men vi fik hurtig en fornemmelse af, at børnene på børnehjemmet værdsætter skolen meget højt og at det betyder meget for dem, at de har mulighed for at lære noget og senere kunne komme på deres drømmestudie. Bl.a. var der en pige 19 år, som var ved at uddanne sig til ingeniør (se livsfortælling om pige 19 år på børnehjemmet). Hun havde modtaget sine karakter og var rigtig stolt og glad for, at det var gået hende rigtig godt - det betød meget for hende. En anden pige 11 år ville gerne undervise i engelsk, når hun blev ældre. Det var dejligt at se, at børnene går op i deres skole og at skolen gør dem glad. De trives med skolen og skulle vi give vores bud på, hvorfor de værdsætter det så meget, som de gør, vil vi sige, at det gælder deres fremtid og at de senere hen i livet gerne vil kunne klare sig selv og komme væk fra børnehjemmet - selvom de fleste på nuværende tidspunkt godt kan lide at være der.

OBSERVATION AF LEG PÅ BØRNEHJEMMET

Under vores ophold på børnehjemmet oplevede vi en lidt undrende episode. Vi har igennem vores danske kultur og også gennem vores uddannelse erfaret, at det er vigtigt, at børn bliver stimuleret ved udfoldelse af kroppen og at de skal have mulighed for at være fysisk aktive og samtidig have det sjovt ved dette. Nede på børnehjemmet opstod der en tilfældig leg, hvor jeg (Sara) begyndte at løbe efter børnene. Dette synes de var vældigt sjovt - man kunne fornemme det, da de grinede højtlydt og gav sig fuldt ud i legen. Efterfølgende kom Maiken og Ditte med i legen. Børnene var lidt højtråbende og det resulterede i, at børnehjemmets vagt tyssede på børnene og bad dem om at være stille. Vagten er en mand som børnene har meget respekt for og de ved godt, at hvis de ikke hører efter, hvad han siger, ender de med at blive slået. Derfor satte børnene sig hurtigt ned og legen sluttede brat (Det skal dog lige siges, at vagten er ekstremt vellidt og alle børnene ser ham som deres bedstefar, selvom han kan finde på at slå dem.)  

MANDAG D. 09.05.2011

Vores rejse er ved at være slut, og i eftermiddag kl. 17.00 vender vi atter snuden mod Danmark. Vi håber at I har nydt at følge med i vores rejse, og at I har fået jer et par billige grin på vores bekostning :-) Billeder bliver uploadet, når vi kommer hjem.
Dagen i dag kommer til at gå med at skulle pakke, gøre os rejseklare og til at få sagt ordentligt farvel til børn og personale på børnehjemmet her i Chennai.


Danmark, vi ses i morgen når vi -piger på farten igen er tilbage.


Hygge hejsa fra os.

INTERVIEW MED FORSTANDEREN

1. Hvor mange børn har I her på børnehjemmet?

Vi har 25 småbørn og 25 teenagere. I alt 50 børn og unge.

2. Hvilken alder har børnene, når de ankommer til børnehjemmet?

De kommer til børnehjemmet i alle aldre. Maksimumalderen er 18 år, men den holder ikke helt stik altid. Vi har også unge på 19 og 20 år. For os er det vigtigt, at vi kan hjælpe så mange som muligt og her betyder alderen ikke alt.

3. Hvordan sikrer I jer, at jeres børn trives og er glade?

Vores børn er generelt glade og lykkelige trods deres svære skæbner hjemmefra. Vores rolle er at gøre vores børn selvstændige, give dem en uddannelse og klæde dem på til at møde den virkelige verden udenfor institutionen. Vi hjælper dem med at være selvstændige ved at give dem pligter således, at de opnår en ansvarsfølelse.

Alle vores børn nyder også at gå i skole og nyder at lære.

4. Hvad har I af personale på børnehjemmet og hvad er disses roller?

På børnehjemmet har vi to køkkendamer og to omsorgshjælpere. Omsorgshjælpernes rolle er at passe på børnene og sørge for, at de har det godt.

5. Hvad gør I, hvis et barn ikke trives?

Hvis et barn ikke trives, er det omsorgshjælperens opgave at viderefortælle det til mig, hvorefter jeg vil have en række konsultationer med barnet og finde frem til, hvorfor denne ikke har det godt. Det er som oftest en lang proces at få et barn til at kunne trives igen, men det er det hele værd og det er derfor, vi er her. Hvis vi dog vurderer, at vi ikke kan hjælpe et barn med dets problemer, er vi nødsaget til at sende vedkommende videre i systemet, så vedkommende kan få den rette hjælp. Vi har førhen været ude for at måtte sende en ung videre i systemet til et rehabiliteringshjem pga. for store problemer. Vi har desværre ikke selv altid kompetencer og ressourcer til at redde alle børn.

6. Kender børnene verdenen udenfor institutionens rammer?

Vi prioriterer højt, at der laves forskellige aktiviteter for børnene. Vi tager på ture rundt om i Chennai og nyder hinandens selskab. I sidste uge tog vi for eksempel alle børnene med til Marina Beach, hvor vi hyggede os i et par timer og derefter tog hjem igen.

SØNDAG D. 08.05.2011

Vi stod i dag op kl. 7.30, da vi havde bestilt en taxa til at køre os til Marina Beach (en af verdens største strande) kl. 8.30. Humøret var lidt bedre end i går og bedst som vi troede, at vi var ved at være klar til afgang, fik vi en opringning fra vores indiske kontaktperson. Det handlede om, at de på børnehjemmet synes, at vi klæder os for europæisk og gerne ser, at vi klæder os mere som dem. Dette blev til stor undren, eftersom vi selv synes, vi dækker os, som vi har fået at vide, vi skal. Vi dækker altid skuldre og knæ, inden vi går ud, men det er åbenbart ikke godt nok? Hmm. Vi talte frem og tilbage om, hvordan vi ellers kunne have klædt os og det undrer os, at vi først får det at vide dagen før, vi rejser hjem. Vores kontaktperson har vi endda hilst på flere gange, men der er ikke blevet sagt noget. Siden vi kom, har vi stort set gået i det samme tøj, så hvorfor mon denne bemærkning om vores tøj nu? Om morgenen har de godt nok set os i nattøj, da de skal igennem vores værelse for at komme ind i badekamrene. Kan dette være problemet?

Efter en lidt forvirret start på dagen fik vi sat os i den bestilte taxa, som kørte os til stranden. OMG hvor var der meget sand og vi måtte gå hele 10 minutter, inden vi nåede vandet, sikke en bred sandstrand! Vi så frem til en tur ved stranden og i håb om lidt afslapning og hygge i hinandens selskab, blev det dog til endnu en dag med hård arbejde som VIP. Vi fik virkelig følelsen af at være kendt, eftersom både indiske crickethold og andre store grupper kom over til os for at tage en million billeder. Da vi skulle tilbage til vores taxa, havde solen varmet sandet så meget op, at vi næsten fik skoldet vores fødder, av av.

Herefter fik vi fortalt vores chauffør, at vi gerne ville til et supermarked, så vi kunne få købt noget vand. Han forslog at sætte os af ved en indkøbscenter og det synes vi jo bare var fedt. Dette viste sig at være et kæmpe et af slagsen - hele fem etager med nye og kendte butikker. Sådan noget troede vi slet ikke fandtes i fattige Indien, men der kunne man bare se. Efter lidt shopping og et godt måltid mad, blev det tid til at finde ned til taxaen, som holdt parkeret nede i parkeringskælderen. Sikke en labyrint! Denne parkeringskælder bestod af hele tre etager, så vi måtte op og ned med elevatorer i ca. 45 minutter, før det lykkedes os at finde frem til den rigtige bil i den propfyldte kælder. Heldigvis kunne vi kun grine af denne situation undervejs.

Tilbage på børnehjemmet igen, hvor det har været en lidt kaotisk eftermiddag, fordi en dreng på børnehjemmet er stukket af her fra. De fleste brugte eftermiddagen på at lede efter ham, men desværre uden held. Det er lidt svært for os at forstå hvad det helt præcis er der sker, eftersom vi ikke kan kommunikere specielt godt med dem, så vi går rundt med en stor undren over hvad pokker de egentlig tænker og hvad de har tænkt sig at gøre – måske de bare venter på han kommer tilbage?  

Aftenen har stået på leg med de medbragte balloner, samt skrivegrej mm.  Endnu engang så vi nogle meget glade og taknemmelige børn, både de store og små var dybt koncentreret. Det er utroligt, hvad så små ting kan gøre ved deres humør, men hvor gør det os varme indeni.

Så er det i morgen turen går tilbage til Danmark og hvor er vi glade for at der nu endelig kun er en nat tilbage på gulvet!

På gensyn derude!        

LØRDAG D. 07.05.2011

Dagbogen i dag bliver meget kort. Vi er ved at være så udmattede, sultne og trætte og vores kroppe kan snart ikke klare maveproblemerne mere. Dagen i dag har været præget af diskussioner om det rene ingenting. Vores temperament stiger til vejrs af ingenting, men det er der jo ikke noget at sige til, når vi ikke spiser mere end 10 skefulde ris om dagen og 4 liter lunken vand i 45 graders varme.

Det er rigtig hårdt mentalt, men vi gør vores bedste for at muntre hinanden op, selvom det er umådeligt svært. Vi har i dag sovet middagslur i sammenlagt 4 timer. Vi er trætte hele tiden og har svært ved at holde energien oppe - især når vi er sammen med børnene.

Heldigvis skal vi kun sove på gulvet i to nætter endnu. Vi længes efter mad. Rigtig mad. Vi vil have rugbrød, kartoffelsalat, grillpølser og generelt bare mad der ikke er for gammelt (vi har endnu ikke fået mad, som ikke har været for gammelt!) Vi længes efter kold vand og vante forhold. Vi har fået nok af myg, firben, store edderkopper, græshoppere, tissemyrere i kufferterne, huller i jorden til at skide i, ris tre gange om dagen og hede. Vi længes efter en seng, en blød seng.

Vi elsker at være her og synes, det er super spændende. Vi elsker hinandens selskab, men vi kan høre, at Danmark er begyndt at kalde på os.

Kl. er 20.45, og vi slutter dagbogen af for i aften. God aften til alle jer.

DÅRLIG INTERNETFORBINDELSE

Vi beklager selvfølgelig, at vi ikke har opdateret bloggen, men vi har desværre ikke haft internet her på børnehjemmet. Rejsedagbogen for de sidste to dage er nu lagt ind.

SEKSUELT MISBRUGT PIGE 19 ÅR PÅ BØRNEHJEMMET

En 19 årig pige fra børnehjemmet kom hertil fra 3 år siden. Hun er tidligere blevet seksuelt misbrugt af sin far og blev af den grund sendt hertil. Hun har i løbet af tiden her på børnehjemmet udviklet sig ekstremt, bl.a. efter utallige terapisamtaler med forstanderen, men også ved at have gået på børnehjemmets college. Børnehjemmet har erfaret, at hun er en intelligent pige og hun er derfor også blevet hjælper på kontoret. Gennem disse tre år på børnehjemmet har forstanderen i samarbejde med andre parter vurderet, at pigen nu er klar til at stå på egne ben. Pigen drømmer om at få en bestemt uddannelse, men hvis det skal være muligt, er hun nødt til at rejse væk fra børnehjemmet, da uddannelsen kun kan tages et andet sted i landet. Pigen vil rigtig gerne blive boende på stedet, men er nødt til at tage springet ud i livet for at komme nærmere sin drøm. 

DRENG 16 ÅR PÅ BØRNEHJEMMET

I går den 08.05.2011 løb en af drengene fra børnehjemmet væk herfra, og er ikke fundet igen. Drengen er stofmisbruger og det er ikke første gang, at børnehjemmet har været ude for, at han løber væk. Vi er klar over, at han er stofmisbruger, men vi ved samtidig også, at han er anbragt her pga. andre ukendte årsager.

Når han løber væk fra børnehjemmet, har han retning mod sin fars hjem, hvor han opholder sig et par dage, indtil faderen ikke magter forældreansvaret mere, hvorefter drengen atter bliver kørt hertil igen.

AKTIVITETER

• Boogie voogie voogie
• Hoved, skulder, knæ og tå (Øjne, øre, næse og mund)
• Lille Peter edderkop
• Hjulene på bussen
• (Hinkerude)
• Dans
• Ballonlege
• Tegne
• Spille spil
• Indiske sanglege
• Cricket (Da cricket er en af de største sportsgrene i Indien, da Indien bl.a. er blevet mestre i det, spilles det rigtig meget af børnene hernede – både i de små gader, men også på børnehjemmet).

UDSMYKNING

Udsmykning er en stor del af Indiens kultur. Overalt hernede ser man, hvordan inderne pynter sig selv op samt deres biler, lastbiler osv. Mange af kvinderne går i meget farverigt tøj og bruger mange smykker overalt på kroppen. En sjov lille ting, som vi hurtig bed mærke i var, at mange småbørn har make-up på. De har en sort streg under øjet. Igen var vi lidt nysgerrige og spurgte derfor ind til, hvorfor børnene netop har make-up på. Vi fik at vide, at inderne går meget op i ”beauty” og det viser de bl.a. ved at udsmykke børnene på denne måde, som desuden også bærer en masse smykker. Derudover udsmykker mange indere deres køretøjer. På mange af bilerne hænger der farvede tingeltangel – også på lastbilerne, som også er dekoreret med en masse malerier. I bilerne er der ofte stillet ting og sager i forruden, dette kan være alt lige fra blomster, små vaser og forskellig nips.   

Dyrene, som går rundt i gaderne, er også pyntet.  Elefanter, kameler og køer er dekoreret med div. mønstre og man oplever tit, at de har klokker på, som en ekstra detalje.

FREDAG D. 06.05.2011

I går aftes overraskede vi børnene med flere gaver. Vi har sammen aftalt, at vi hver dag giver børnene nogle af vores gaver i stedet for at give dem det hele på en gang. Ditte og Sara tog vores medbragte legoklodserne, puslespil og vendespil under armene, imens Maiken stod klar med kameraet. Børnene stod spændte udenfor vores dør (de snu små ræveunger vidste jo godt, hvad der skulle ske), og da gaverne blev sat på gulvet, blev de ellevilde og jublede i kor. Maiken legede paparazzi og tog billeder af alle de begejstrede børn (deriblandt Sara og Ditte. Godt nok er de to voksne kvinder, meeeen vi har vel alle et legebarn gemt indeni).

Hm. Måske var det alligevel en dårlig idé at give dem gaver? KAAAOOOS! børnene begyndte at skændes om klodserne. Først græd det ene barn og så græd det andet barn, fordi de alle sammen ville have alle klodserne. På et tidspunkt virkede det som det nemmeste bare at give op og fjerne alle klodserne, men tænk engang. Børnene begyndte faktisk at samarbejde og deles om klodserne. Nogle af dem fandt endda ud af, at man kunne være flere om at bygge det samme ud af klodserne. Det var en lettelse for os at se, at alting flaskede sig ganske langsomt. Puslespillene og vendespillene var også et kæmpe hit! Endnu en dejlig aften med glade børn. Skønt!

Dagbogen for fredag:
Fredag morgen vågnede vi op liggende i en stor myredynge. Ikke nok med det så havde de også kastet sig over vores pose med kiks og chips forsyninger, selvom vi havde bundet to poser udenom, så det var os en gåde, hvorfor der alligevel var trængt så mange myrer ind. Men det havde Sara svaret på: hun mener, at myrerne opstår ud af varmen, mon hun har ret? Man kunne da næsten få sin tvivl.

Formiddagen gik med opdatering af blog og hygge med børnene på børnehjemmet. Eftersom vi alle tre i dag vågnede op med en følelse af, at vi er ved at have fået nok og vi ser frem til på mandag at kunne sætte os i flyet med kurs mod Danmark. Det er selvfølgelig ikke fordi, vi ikke nyder hinandens selskab, for det gør vi bestemt og vi kan rigtig godt lide stedet og alle de dejlige mennesker vi er sammen med, men vi er efterhånden alle så udmattet både fysisk og mentalt. Vi er ærligtalt DØDSULTNE alle mand og vores længsel efter god og varieret dansk kost er tiltrængt, samt en god seng. Vi besluttede os derfor for, at der måtte ske noget i dag. Vi bestilte en taxa, som kørte os til byen Mamallapuran ca. en times kørsel fra Chennai. Endnu engang var det eneste, vi havde i hovedet mad, så først fik vi chaufføren til at sætte os af i ved en restaurant, i håbet om at kunne få bare et lidt ordentligt måltid, men næh nej….. Vi forsøgte at bestille noget mad, der ikke var så stærkt og det lovede kokken at kunne klare, men vi blev klogere. Maden var simpelthen så stærk, at det næsten var uspiseligt, øv!

Herefter blev vi kørt til stranden og det var bare lykken. Dog var der så store bølger og en voldsom understrøm, at det kun blev til en soppe tur, men det var bestemt det hele værd. Der var andre end os, der benyttede sig af et strand besøg, og for at sige det mildt, så var der faktisk sort af mennesker samtidig med, at vilde heste farede rundt mellem os. Her på stranden fandt vi os en længe ventet sodavandsis, som desværre næsten nåede at smelte fra os, inden vi fik tænderne sat i. Kun Maiken nåede at spise isen, inden den smeltede! I forbindelse med vores strandbesøg fik vi endnu engang lige set en tempel, dog kun udefra og lidt på afstand, da Mamallapurans kendte tempel ligger helt ned til stranden. På denne tur så vi også vores snit til at kigge lidt markedboder og fik endnu engang pruttet lidt om prisen på nogle elefant figurer. Og så gik turen tilbage til børnehjemmet igen.

Fredag aften fik vi endnu en helt speciel oplevelse. Vi fik alle tre lavet en henna tatovering. Sara fik en på hånden og Maiken og Ditte på foden. Det var rigtig fedt at prøve og imens vi fik dem lavet blev der rigtig hygget omkring os. Vi fik serveret varmt mælk, “lige hvad vi har brug for i denne varme”, og alle så på ,mens vi fik dem lavet. Derudover blev der spillet diverse spil og folk hyggede sig og dansede rundt.

Godnat derude og på gensyn i morgen! Vi ses om fire dage!

OBSERVATION AF DRENG PÅ BØRNEHJEMMET

Vi kender ikke hans baggrund og det kommer vi ikke til. Efter at have set dokumentaren “de forladte børn” der gav os et billede af hvordan trivsel/mistrivsel hos børn på et bulgarsk børnehjem, kan forekomme, kan vi trække nogle paralleller i forhold til nogle observationer vi har gjort os af en bestemt dreng, her på børnehjemmet i Chennai. Lige fra vi ankom her til, har det stået klart for os at lige præcis denne dreng, som vi vurderer efter udseende at være omkring 13 år, er langt tilbage i hans udvikling. Han er svær at komme i kontakt med, han kan kun indisk, hvilket gør det svært for os at kommunikere med ham. Vi ser ham ikke opsøge de andre børn og de andre børn og voksne opsøger ikke ham. Han er lige nu den eneste dreng på børnehjemmet der er 13 år. Han er indelukket og udviser tegn på mistrivsel. Som vi så i dokumentaren er det kendetegnende for børn der mangler relationer, opmærksomhed og omsorg en vuggende stilling frem og tilbage, det samme ser vi ved denne dreng, når han sidder på gulvet med sig selv. Vi forsøger at opsøge ham på alle mulige måder og det er lykkedes os at vække hans interesse for os, i nogle tilfælde. Dette er specielt når vi giver gaver, så snart det drejer sig om sociale aktiviteter, trækker han sig tilbage og vil ikke deltage. Når han ind imellem kommer til os er det for at vise os noget han har lavet, vi mærker tydeligt at han har brug for bekræftelse, for så snart vi snakker til ham, smiler han over hele femøren, hvilket viser hvor meget han savner denne nære kontakt, som han på ingen måde er vant til at få.

En observation under uddeling af de klodser vi havde med hjemmefra, oplevede jeg (Ditte) for første gang at drengen fandt sammen med en af de andre drenge. Klodserne var et kæmpe hit, men der var mange børn der var utilfredse med at de ikke kunne få endnu flere klodser, så de kunne bygge noget større. Ligesom alle de andre børn der legede med klodserne, gik drengen her på “rov” efter flere klodser, men pludselig skete der noget uventet, en af de andre drenge kommer hen til ham og som det ser ud for mig, bliver de to drenge enige om at sætte sig sammen og deles om de klodser de har, så de sammen kan bygge noget endnu større. Denne episode viser at han for engang skyld bliver inkluderet i et fællesskab.

PIGE 19 ÅR PÅ BØRNEHJEMMET

I aftes kom jeg (Sara) i snak med en af børnehjemmets store piger. Hun er 19 år gammel og har været på børnehjemmet siden hun var 10. Til dagligt hjælper hun til med at passe de små og hun underviser desuden også de andre børn i matematik. Hun er meget venlig og fortæller åbent om sit liv her på børnehjemmet. Hun er tilknyttet børnehjemmets college, hvor hun læser ingeniør. Når hun er færdig vil hun gerne til Chennai, hvor hun vil læse videre og derefter ud at rejse - hun fortalte, at hun godt kunne tænke sig at komme til Danmark. Hun kan i øvrigt mange danske ord, som hun har lært af en tidligere frivillig hernede. Der er mange søskende på børnehjemmet og hun har bl.a. en bror, som hun er tæt knyttet til. Men i aftes skulle hun sige farvel til sin bror, da han skulle flytte fra børnehjemmet. Jeg spurgte ind til, hvorfor han skulle flytte, men det vidste hun ikke. Kun forstanderen kendte til det hele – dog vidste hun, at han skulle ud og arbejde. Det var en meget følelsesladet afsked og jeg spurgte hende om hun var okay og det sagde hun ja til, hun skulle jo nok komme til at se sin bror igen på et tidspunkt.

SIDDEVANER

En observation som vi har gjort os er, at alle inderne sidder på en helt speciel måde. De sidder på hug uanset, hvad de laver. Om det er arbejde, samvær med venner, når de ryger en cigaret eller andet sidder de på denne måde, som vi danskere nok vil finde lidt akavet og dette gælder både børn og voksne. Vi har alle tre afprøvet at sidde i denne stilling og det skal lige siges, at det altså ikke er helt nemt + at det bliver en anelse hårdt i længden! Vi snakkede en del om, hvordan de overhovedet kan holde ud til at sidde så længe i denne stilling, men da vi kom til børnehjemmet i Chennai, hvor toilettet er et hul i jorden, fandt vi hurtig ud af, at det er nøjagtig samme stilling, som når man sidder på toilet, og de har derfor været vant til det for barns ben af.

PIGE 11 ÅR PÅ BØRNEHJEMMET

Efter at have leget færdig med de klodser, som vi havde givet børnene kom jeg (Maiken) i snak med en af pigerne på ca. 11 år. Vi sidder lige så stille på gangen og hun fortæller mig, at hendes far døde for flere år siden og hun græder hver dag pga. savnet til ham. Da hun fortæller om tabet af sin far, rører det mig dybt. Jeg fortæller hende, at jeg hun er en meget smuk, intelligent og stærk pige med et stort hjerte og at hun helt sikkert nok skal klare den. Jeg fortæller hende også, at hendes far er blevet til en engel og at han sidder og kigger ned på hende fra himlen og er stolt af hende. Vi kigger begge op mod himlen.

Hun bor her på børnehjemmet sammen med hendes andre søskende, og det er tydeligt at se, at hun passer godt på dem. Det er jo trods alt det tætteste familiebånd, hun har i dagligdagen. En sjælden gang får hun lov til at se sin mor. På lørdag kommer hendes mor på besøg på børnehjemmet, hvilket hun glæder sig til. Hun giver udtryk for, at hun gerne vil have, at vi ser hendes mor. Hun er tydeligvis stolt og elsker tydeligvis sin mor højt trods det, at hun har været nødsaget til at give sine børn væk til børnehjemmet.
pigen havde engang meget langt hår, og da børnehjemmet klippede det af, begyndte hendes mor at græde, da hun så det på et af hendes besøg.

Pigen er meget dygtig til engelsk, så der er ingen sprogbarriere, når vi snakker med hende. Da jeg spørger hende, hvad hun vil være, når hun bliver stor, kommer svaret prompte: hun vil gerne være lærer og undervise børn i engelsk. Jeg siger til hende, at jeg håber, hun kommer til Danmark, når hun bliver uddannet og lærer mine børn at snakke engelsk. Hun smiler :-)