Vi stod i dag op kl. 7.30, da vi havde bestilt en taxa til at køre os til Marina Beach (en af verdens største strande) kl. 8.30. Humøret var lidt bedre end i går og bedst som vi troede, at vi var ved at være klar til afgang, fik vi en opringning fra vores indiske kontaktperson. Det handlede om, at de på børnehjemmet synes, at vi klæder os for europæisk og gerne ser, at vi klæder os mere som dem. Dette blev til stor undren, eftersom vi selv synes, vi dækker os, som vi har fået at vide, vi skal. Vi dækker altid skuldre og knæ, inden vi går ud, men det er åbenbart ikke godt nok? Hmm. Vi talte frem og tilbage om, hvordan vi ellers kunne have klædt os og det undrer os, at vi først får det at vide dagen før, vi rejser hjem. Vores kontaktperson har vi endda hilst på flere gange, men der er ikke blevet sagt noget. Siden vi kom, har vi stort set gået i det samme tøj, så hvorfor mon denne bemærkning om vores tøj nu? Om morgenen har de godt nok set os i nattøj, da de skal igennem vores værelse for at komme ind i badekamrene. Kan dette være problemet?
Efter en lidt forvirret start på dagen fik vi sat os i den bestilte taxa, som kørte os til stranden. OMG hvor var der meget sand og vi måtte gå hele 10 minutter, inden vi nåede vandet, sikke en bred sandstrand! Vi så frem til en tur ved stranden og i håb om lidt afslapning og hygge i hinandens selskab, blev det dog til endnu en dag med hård arbejde som VIP. Vi fik virkelig følelsen af at være kendt, eftersom både indiske crickethold og andre store grupper kom over til os for at tage en million billeder. Da vi skulle tilbage til vores taxa, havde solen varmet sandet så meget op, at vi næsten fik skoldet vores fødder, av av.
Herefter fik vi fortalt vores chauffør, at vi gerne ville til et supermarked, så vi kunne få købt noget vand. Han forslog at sætte os af ved en indkøbscenter og det synes vi jo bare var fedt. Dette viste sig at være et kæmpe et af slagsen - hele fem etager med nye og kendte butikker. Sådan noget troede vi slet ikke fandtes i fattige Indien, men der kunne man bare se. Efter lidt shopping og et godt måltid mad, blev det tid til at finde ned til taxaen, som holdt parkeret nede i parkeringskælderen. Sikke en labyrint! Denne parkeringskælder bestod af hele tre etager, så vi måtte op og ned med elevatorer i ca. 45 minutter, før det lykkedes os at finde frem til den rigtige bil i den propfyldte kælder. Heldigvis kunne vi kun grine af denne situation undervejs.
Tilbage på børnehjemmet igen, hvor det har været en lidt kaotisk eftermiddag, fordi en dreng på børnehjemmet er stukket af her fra. De fleste brugte eftermiddagen på at lede efter ham, men desværre uden held. Det er lidt svært for os at forstå hvad det helt præcis er der sker, eftersom vi ikke kan kommunikere specielt godt med dem, så vi går rundt med en stor undren over hvad pokker de egentlig tænker og hvad de har tænkt sig at gøre – måske de bare venter på han kommer tilbage?
Aftenen har stået på leg med de medbragte balloner, samt skrivegrej mm. Endnu engang så vi nogle meget glade og taknemmelige børn, både de store og små var dybt koncentreret. Det er utroligt, hvad så små ting kan gøre ved deres humør, men hvor gør det os varme indeni.
Så er det i morgen turen går tilbage til Danmark og hvor er vi glade for at der nu endelig kun er en nat tilbage på gulvet!
På gensyn derude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar