OBSERVATION AF BØRNENES SELVSTÆNDIGHED

Børnene på børnehjemmet er meget selvstændige, men hvordan skulle de ellers klare sig?

Hvor er personalet, som er børnenes primære omsorgsgiver?

Selv børnene på 3-4 år er overladt mere eller mindre til sig selv. De vasker deres eget tøj, går selv i bad, tager eget ansvar for deres "toiletbesøg" og sørger generelt for sig selv. Hvis et barn har brug for hjælp eller er ked af det, søger de støtte hos de ældre børn, eftersom personalet egentlig bare ligger og sover inde på gulvet i pigesalen, eller sidder på trappen og spiser. Det var meget foruroligende, at vi på intet tidspunkt så personalet være sammen med børnene, lege med dem, snakke med dem eller støtte dem i dagligdagens mange rutiner.
Vi oplevede blandt andet en situation, hvor en far kom og afleverede sine to børn efter, at de havde været på ferie hos ham. Den yngste dreng på 5 år græd og var meget ulykkelig over at skulle tage afsked med faderen. Her skulle man tro, at personalet ville få kontrol over situationen, men det var ikke tilfældet. En af de ældre børn var nødsaget til at tage sig af den grædende dreng og vinke farvel til dennes far.

I spisesalen hænger der en oversigt over de daglige gøremål, som her er uddelegeret mellem børnene. Alle har hver deres ansvarsområde, og dagligt skal der fejes, vandes blomster og palmer og køkkenhaven skal også lues og vandes. Igen hjælper børnene hinanden på kryds og tværs.
Det er tydeligt at se, at børnene på børnehjemmet har skabt deres egen lille familie, hvor de passer på hinanden. For hvis ikke de selv passede på hinanden og tog ansvar for hinanden, hvem skulle så gøre det? Personalet ligger jo bare på gulvet og sover...

OBSERVATION AF BØRNENE UNDER UDDELING AF DE MEDBRAGTE GAVER

Vi har gennem interviews med vores indiske kontaktperson, som også er stifter af børnehjemmet, samt forstanderen fået et indblik i, hvad de mener, er god trivsel – er børnene glade, trives de. Vi oplevede for det meste mange glade børn og det var selvfølgelig gode tegn, på trods af, at vores forforståelse af trivsel ikke helt stemmer overens med den indiske kulturs. Vi havde medbragt gaver til børnene, som vi gav dem løbende under opholdet på børnehjemmet. Disse gaver resulterede i en masse glæde og udover at de alle blev aktiveret af det medbragte legetøj, opstod der samtidig et fællesskab omkring tingene. Selvom der i starten var lidt tumult og kaos, var de hurtige til at samles om tingene og i stedet for at lege selv, om det så var med balloner, klodser, puzzlespil eller andet, så var de rigtig gode til at lege sammen og deles om tingene. Det var dejligt at se, hvor meget glæde og fællesskab et par klodser kan give. Trivsel for os er bl.a. gode sociale relationer, samt mulighed for kreativitet og aktivering, der kan udfordre børn på forskellige områder og det synes vi selv vi opnåede ved gaverne.

OBSERVATION AF MÅLTIDER

Inden vi tog af sted til Indien, lød vores forventninger til maden: ris morgen, middag og aften og ganske rigtig, det var det vi blev budt på børnehjemmet. Til hvert måltid sad alle børnene på gulvet i køkkenet. Det foregik på den måde, at hver enkel tog en tallerken, fik øset mad op af køkkendamen og satte sig ned i skrædderstilling med tallerkenen stående på gulvet foran sig. Der er nogle helt klare regler om, hvordan man spiser – en helt speciel fingerteknik benyttes til at tage maden op med og putte i munden, dette forgik med højre hånd, eftersom venstre bruges til at tørre sig med efter toiletbesøg. Derudover tager man aldrig hovedet tilbage, men bøjer sig ind over tallerkenen. Når måltidet er indtaget skyller hver enkelt deres tallerken af i koldt vand og så er den igen klar til næste måltid. Det vi bed mest mærke i, i forhold til vaner ved måltider var, at normalt herhjemme i danske familier er det ved aftensbordet man samles og indgår i et fællesskab med hinanden, men denne vane var ikke at se på børnehjemmet. Til hvert måltid blev fjernsynet i køkkenet tændt og så sad man ellers plantet foran det og lukkede fuldstændig af for de andre i lokalet. Spisetiderne var derfor meget individuelle og der blev ikke dannet et fællesskab omkring det, dog så vi at de nogle gange samles i små grupper inden spisetid og sad sammen og ordnede små forberedelser til maden. 

TRIVSELSOBSERVATION AF PIGE 2 ÅR PÅ BØRNEHJEMMET

Vi ved alle at børn kræver opmærksomhed og anerkendelse, hvilket de også skal have, men i visse mængder. I forhold til den 2 årige pige, som er børnehjemmets yngste, har vi under vores ophold på børnehjemmet observeret, at hun aldrig får mulighed for personlig udfoldelse og hun bliver aldrig anerkendt for den hun er og det hun gør, eftersom alle andre konstant løfter i hende, slår hende og niver hende i kinderne og hele tiden forstyrrer hende, når hun er i gang med noget. Vi oplevede for eksempel, at da hun prøvede på at lære os en tamilsk sang, kom de ældre børn hele tiden hen og rettede på hende, hvilket gjorde hende hidsig og frustreret. For os at se var hun alles lillesøster og til tider opstod der en lille indbyrdes kamp om hendes opmærksomhed. 
Vores observationer vakte stor bekymring, og vi snakkede flere gange om, at vi allerede nu kunne se og forestille os, hvilke konsekvenser hendes opvækst og behandling på børnehjemmet vil få for hende, når hun bliver ældre. Vi forestiller os, at hun vil blive den dominerende type, som senere vil være den, som tager styringen og giver de yngre samme tur, som hun selv har fået.

GOD TRIVSEL

Selvom vi til tider har oplevet en masse undrende ting på børnehjemmet i Chennai, og dette er selvfølgelig på grund af, at vi har mødt en helt anderledes kultur end vores egen, så er der specielt en ting, som vi alle mener er godt for børnene på stedet. Til børnehjemmet er der nemlig tilknyttet en skole og et college, så der er mulighed for at uddanne børnene og give dem redskaber til at kunne klare sig senere hen i livet. I den periode, hvor vi opholdt os i Indien, var der sommerferie og børnene havde derfor fri, men vi fik hurtig en fornemmelse af, at børnene på børnehjemmet værdsætter skolen meget højt og at det betyder meget for dem, at de har mulighed for at lære noget og senere kunne komme på deres drømmestudie. Bl.a. var der en pige 19 år, som var ved at uddanne sig til ingeniør (se livsfortælling om pige 19 år på børnehjemmet). Hun havde modtaget sine karakter og var rigtig stolt og glad for, at det var gået hende rigtig godt - det betød meget for hende. En anden pige 11 år ville gerne undervise i engelsk, når hun blev ældre. Det var dejligt at se, at børnene går op i deres skole og at skolen gør dem glad. De trives med skolen og skulle vi give vores bud på, hvorfor de værdsætter det så meget, som de gør, vil vi sige, at det gælder deres fremtid og at de senere hen i livet gerne vil kunne klare sig selv og komme væk fra børnehjemmet - selvom de fleste på nuværende tidspunkt godt kan lide at være der.

OBSERVATION AF LEG PÅ BØRNEHJEMMET

Under vores ophold på børnehjemmet oplevede vi en lidt undrende episode. Vi har igennem vores danske kultur og også gennem vores uddannelse erfaret, at det er vigtigt, at børn bliver stimuleret ved udfoldelse af kroppen og at de skal have mulighed for at være fysisk aktive og samtidig have det sjovt ved dette. Nede på børnehjemmet opstod der en tilfældig leg, hvor jeg (Sara) begyndte at løbe efter børnene. Dette synes de var vældigt sjovt - man kunne fornemme det, da de grinede højtlydt og gav sig fuldt ud i legen. Efterfølgende kom Maiken og Ditte med i legen. Børnene var lidt højtråbende og det resulterede i, at børnehjemmets vagt tyssede på børnene og bad dem om at være stille. Vagten er en mand som børnene har meget respekt for og de ved godt, at hvis de ikke hører efter, hvad han siger, ender de med at blive slået. Derfor satte børnene sig hurtigt ned og legen sluttede brat (Det skal dog lige siges, at vagten er ekstremt vellidt og alle børnene ser ham som deres bedstefar, selvom han kan finde på at slå dem.)  

OBSERVATION AF DRENG PÅ BØRNEHJEMMET

Vi kender ikke hans baggrund og det kommer vi ikke til. Efter at have set dokumentaren “de forladte børn” der gav os et billede af hvordan trivsel/mistrivsel hos børn på et bulgarsk børnehjem, kan forekomme, kan vi trække nogle paralleller i forhold til nogle observationer vi har gjort os af en bestemt dreng, her på børnehjemmet i Chennai. Lige fra vi ankom her til, har det stået klart for os at lige præcis denne dreng, som vi vurderer efter udseende at være omkring 13 år, er langt tilbage i hans udvikling. Han er svær at komme i kontakt med, han kan kun indisk, hvilket gør det svært for os at kommunikere med ham. Vi ser ham ikke opsøge de andre børn og de andre børn og voksne opsøger ikke ham. Han er lige nu den eneste dreng på børnehjemmet der er 13 år. Han er indelukket og udviser tegn på mistrivsel. Som vi så i dokumentaren er det kendetegnende for børn der mangler relationer, opmærksomhed og omsorg en vuggende stilling frem og tilbage, det samme ser vi ved denne dreng, når han sidder på gulvet med sig selv. Vi forsøger at opsøge ham på alle mulige måder og det er lykkedes os at vække hans interesse for os, i nogle tilfælde. Dette er specielt når vi giver gaver, så snart det drejer sig om sociale aktiviteter, trækker han sig tilbage og vil ikke deltage. Når han ind imellem kommer til os er det for at vise os noget han har lavet, vi mærker tydeligt at han har brug for bekræftelse, for så snart vi snakker til ham, smiler han over hele femøren, hvilket viser hvor meget han savner denne nære kontakt, som han på ingen måde er vant til at få.

En observation under uddeling af de klodser vi havde med hjemmefra, oplevede jeg (Ditte) for første gang at drengen fandt sammen med en af de andre drenge. Klodserne var et kæmpe hit, men der var mange børn der var utilfredse med at de ikke kunne få endnu flere klodser, så de kunne bygge noget større. Ligesom alle de andre børn der legede med klodserne, gik drengen her på “rov” efter flere klodser, men pludselig skete der noget uventet, en af de andre drenge kommer hen til ham og som det ser ud for mig, bliver de to drenge enige om at sætte sig sammen og deles om de klodser de har, så de sammen kan bygge noget endnu større. Denne episode viser at han for engang skyld bliver inkluderet i et fællesskab.