ONSDAG D. 04.05.2011
Vi var alle sammen enige om, at natten til i dag har været en af de værste på vores tur. At sove på en tynd bambusmåtte uden air condition i 40 graders varme er bestemt ikke luksus. Vi var alle oppe flere gange i nat, og var alle radbrækkede efter at have sovet på det rene ingenting. Desværre havde vi hverken mad eller vand, da vi vågnede, så vi havde det rigtig skidt alle sammen.
Her på børnehjemmet er der flere regler, som vi skal rette os ind efter. Én af dem er blandt andet, at vi ikke må forlade institutionens grund uden at have fået lov. Ingen må heller ej forlade grunden, hvis ikke forstanderen er her. Vi blev oplyst, at forstanderen ville være her kl. 09.00, men desværre måtte vi vente en hel time, inden hun kom. Dagen forinden havde vi ikke fået aftensmad (ris, som bliver stærkt krydret med ingredienser, som vi bestemt ikke bryder os om), og da vi ikke havde mere vand, begyndte vores kroppe hurtigt at brokke sig i varmen om morgenen.
Sara og Ditte måtte rende efter vand, imens Maiken lå inde på værelset og var tappet for energi. Vi kom alle tre ovenpå igen efter at have fået væske, og tog derefter op på skolen for at mødes med vores kontaktperson. Hun var i fuld gang med at undervise unge lærere og med accept fra hende, fik vi lov til at sætte os ved vinduet for at observere undervisningen.
Da undervisningen var slut, sad vi og snakkede med vores søde kontaktperson og fortalte hende, hvad vi havde af planer for denne uge, inden vi atter ville vende snuden mod Danmark.
Udover at have snakket med kontaktpersonen, og at have rendt efter vand og været i "supermarkedet" har vi fået mulighed for at lege og lære børnene at kende. De er alle meget åbne overfor os og vi nyder hver en stund med dem.
Mørket er ved at lægge sig, selvom kl. ikke engang er 19.00. Hav en god aften derude. På gensyn på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar