TIRSDAG D. 03.05.2011

Så nåede vi dagen, hvor vi skulle drage mod Chennai. At skulle ned på et børnehjem i Indiens sydlige del, som vi vidste, er fattigt, var vi meget spændte på og vi var en lille smule nervøse, da vi ikke vidste hvilke forhold vi kom ned til. Vi stod op kl. 6.30 og blev kørt til lufthavnen ved 8 tiden. Under køreturen til lufthavnen punkterede vores dæk, så vi måtte stå ud af bilen på den mest trafikerede vej. Som vi tidligere har beskrevet er inderne meget interesseret i os, da vi er anderledes og det fik vi så sandelig også bemærke i dag. Hele trafikken gik nærmest i stå, da alle skulle kigge ud af vinduerne og dytte af os. Da vi igen kommer ind i bilen opstår det næste problem. Vores chauffør, som i øvrigt var en anden end vi plejer spurgte, hvilken lufthavn vi skulle flyve fra. Vi fortalte, at vi selvfølgelig skulle fra lufthavnen i Delhi, men denne var der åbenbart to af… Øhhh.. Hvad gør man så lige? Heldigvis vidste vores chauffør, hvor vi skulle flyve fra, da vi nævnte, hvilket flyselskab vi skulle med. Pyhaa!

Endnu en lufthavn – at færdes i de kæmpestore lufthavne er noget af et puzzlespil. Det kræver at man kan bevare overblikket og at man af og til kan slå koldt vand i blodet. Men skal vi sige det selv, er vi faktisk MEGET stolte over, at have nået hertil helt på egen hånd. Flyveturen gik over alle forventninger –  tror vi – godt nok sov vi alle, stort set fra vi lettede til vi landede.

Så nåede vi Chennai. I flyveren fortalte stewardessen at der her ”kun” er 37 grader og yes tænkte vi, nu kan vi endelig færdes ude. Men da vi trådte ud af flyveren, blev vi ramt af en hedebølge af en mur… det var værre end de 50 grader, som vi havde i Agra. Luftfugtigheden hernede er ekstrem høj, så efter 1 min var vi allerede gennemblødte af sved. Vi havde aftalt med kontaktpersonen fra børnehjemmet, at en chauffør ville samle os op, når vi ankom til lufthavnen. Dog herskede der stor tvivl om, hvem af de mange indiske mænd, der var vores chauffør. Vi fandt én med et skilt, hvor der stod Sara, men da han ikke kunne en klap engelsk, var det svært for os at gennemskue, om det var ham vi skulle køre med. Vi tog dog alligevel chancen og endte heldigvis det rigtige sted. Her blev vi mødt med knus og kram af vores kontaktperson, samt taget godt imod af det øvrige personale og børnene. Børnehjemmet er en lille smule tomt, eftersom at børnene i april og maj måned er hjemme på sommerferie (altså dem, som har forældre). Vi blev vist rundt og specielt vores værelse gjorde et stort indtryk på os. Det gik hurtig op for os, at vi skulle sove på tynde bambusstrandmåtter, skide i huller og leve af ris og bananer. Og det skal for resten også lige siges, at vi alle tre stadig lider under diarre og mavekramper. Hvordan fanden klarer vi den uden toiletpapir og sæbe? Trods dette har vi haft en fantastisk første-dag sammen med de skønne børn, hvor vi bl.a. har danset, sunget, kigget på hudfarve (børnene udforskede vores hvide hud, ved at røre og kigge nysgerrigt), samt set de flotte tegninger, som børnene har lavet. Den bedste oplevelse for os alle tre var dog, da en dreng stolt kom og viste sin eneste bamse frem, hvilket vi kunne se var en stor fascination for de andre børn. Vi viste, at dette var det rette tidspunkt, at give dem den sæk bamser, som vi havde medbragt fra Danmark. Sikken en glæde det gav, de hoppede op og ned, grinede og smile og deres øjne lyste som klare stjerner. Denne gave viste, hvor lidt der egentlig skal til for at gøre nogle børn glade, der til dagligt ikke får noget. For at vise deres taknemmelighed kom de rundt og gav hånd og sagde tak. Dette var et minde, som ingen af os nogen sinde vil glemme!

Nu sidder vi igen på gulvet på værelset uden aircondition og skriver denne dagbog færdig for i dag. Vi vil om lidt prøve at få lidt søvn, hvis det er muligt under disse forhold.

Godnat derude og sov dejligt.