ONSDAG D. 27.04.2011

Dagen startede kl. 06.15, hvor vores vækkeur ringede. Receptionen havde været så søde at lave morgenmadsmadpakker til os bestående af juicebrikker, banan og hvidt brød, som vi havde med i morges, da vores private taxachauffør hentede os kl. 07.00 ved vores hostel. Igen i nat har vi alle tre været vågen utallige gange pga. varmen og fordi vores a/c larmede. Selvom vores hostel har været en lidt chokerende oplevelse og en hård start, er vi alle tre glade for, at have oplevet og erfaret at leve i slumkvarteret. Folk stod og tissede ude foran vores dør, hvilket selvfølgelig resulterede i en træls urinlugt. Vandet lugtede og vi sov i beskidt og uvasket sengetøj med pletter på. Det hjalp selvfølgelig heller ikke ligefrem på renligheden, at Sara spildte pasta på lagenet og at der kom blod på lagenet efter, at Maiken pludselig fik næseblod, imens hun sad i sengen.

Nå, da kl. var 07.00 i morges, gik vi ud og mødtes med vores taxachauffør, hvor vi fik læsset den med vores kufferter og drog nu af sted mod vores nye destination, Jaipur. Køreturen tog lidt over 5 timer, og undervejs faldt vi alle tre skiftevis i søvn. Især Sara havde problemer med at holde øjnene åbne, så hun sad og ”nikkede” i bilen, hvilket Ditte og Maiken morede sig gevaldigt over. Undervejs til Jaipur gik vores a/c i bilen i stykker, så sveden begyndte hurtigt at drive af os i den 40 grader varme hede.

På vores køreturen kørte vi igennem flere stater, hvor vi blandt andet så bjerge, et kæmpe fort, små fattige landsbyer og oplevede at have elefanter og kameler gående lige ude foran bilruden. Vi var alle tre overraskede over at se elefanter på vejene gående ved siden af bilerne, men det har helt klart været en sjov oplevelse. Nogle af kamelerne på vejene var barberede og havde af deres ejere fået tegnet blomster på maven. Flere af elefanterne havde desuden udsmykninger på hovedet.

Vi er nu nået frem til vores hotel i Jaipur, som hedder Glitz. Hotellet er virkelig flot, og vi blev mødt af tjenere, som åbnede vores døre, bar vores kufferter og vartede os op helt fra, da vi steg ud af bilen. Personalet smiler, hilser og er generelt rigtige venlige. Da vi kom ind på værelset, troede vi ikke vores egne øjne. Det var intet mindre end fantastisk: egen seng, skrivebord, sofabord og stole, klædeskab, stort og rummeligt badeværelse med sæber, rene håndklæder og stort badekar (som vi i øvrigt alle tre kan være i). En anden lækker ting at nævne er, at vi har en kæmpe altan med udsigt over bjergerne, hvor vi i eftermiddags har siddet med hver vores bærbar for at skrive blog.
Det bedste ved det hele er dog, at vi her til eftermiddag har fået vores første måltid på hele vores tur! Det var helt fantastisk at få ”rigtig” mad ned i maven fra den dejlige buffet på hotellets restaurant. Appetitten er dog ikke så stor pga. varmen, men når man har levet af kiks og vand, begynder man langsomt at længes efter noget ordentligt at spise.

Vi har indtil videre oplevet, at inderne har en stor interesse i os. De tager billeder og laver videoer af os i smug, som til tider godt kan føles lidt ubehageligt. Især i dag hvor vi besøgte abetemplet i Jaipurs bjerge oplevede vi, at det ikke var aberne, som var attraktionen for inderne, men os. Heldigvis er ingen kommet alt for tæt på endnu , hvilket skyldes at vores chauffør fungerede som vores bodyguard. Alt i alt var det en fantastisk oplevelse at kunne få lov til at håndfodre alle disse aber med peanuts, som vores chauffør købte til os. I abetemplet findes i øvrigt også et bassin med det Hellige vand, hvor masser af indere strømmer til kl. 17.00 og bader sig i for at opnå velsignelse.

Vores chauffør tog os med ud at spise på indisk restaurant inde i byen. Da vi havde bestilt vores mad, gik han og lod os spise i fred. Maden var ganske udmærket, men da han kom tilbage, fik vi for alvor kulturforskellene at mærke. Ditte og Sara havde spist op, så chaufføren roste dem. Han kiggede derefter på Maiken og sagde flere gange, at hun blev nødt til at spise op for ikke at skuffe ham, Gud og tjenerne. Hun kunne ikke spise op – hun prøvede, men kunne ikke, hvilket resulterede i, at han tvang hende til at skulle folde hænderne og bede en højlydt bøn til Gud og personalet og bede om forladelse, fordi hun ikke kunne spise op. Dette skete højlydt, imens de andre skulle kigge på og lytte efter. Flere gange nævnte han, at Ditte og Sara var ”de gode”, fordi de havde spist op og at Maiken var ”den onde”, fordi hun ikke kunne spise mere. Alt dette skete med stor seriøsitet, og netop derfor var det en ekstremt ydmygende oplevelse at skulle udstilles på den måde. Resten af aftenen var Maiken meget påvirket af episoden.

I Indien arbejder folket meget hårdt for at kunne få råd til noget at spise, og derfor spiser de altid op, da de aldrig kan vide, hvornår de får deres næste måltid mad. Derfor ses det som respektløs, hvis man ikke spiser op. Ydmygelsen kan ikke beskrives med ord fordi den var så voldsom, og fordi Maiken stod alene med det.

På gensyn!